Store moderne vindmøller har normalt tårne, som er udformet som koniske rørtårne af stål. Den primære fordel ved denne tårntype frem for gittertårnet er, at det er mere sikkert og bekvemt for servicefolkene at komme op i nacellen og foretage vedligehold og reparationer. Ulempen er en relativt høj pris.

Den primære fare ved at arbejde med vindmøller er højden over jordoverfladen under installations- og vedligeholdelsesarbejde.

Nye danske vindmøller skal være udstyret med faldsikringsudstyr, dvs. at personen, der klatrer i vindmøllen, skal bære et sæt faldskærmslignende stropper.

Stropperne er via en stålwire fastgjort til et forankringssystem, som følger personen, mens han klatrer på stigerne i vindmøllen.

Wiresystemet skal indeholde en støddæmper, som sikrer, at personen er rimelig sikker i tilfælde af et fald.

Det er en dansk tradition (som siden er blevet overtaget af andre fabrikanter) at placere en indvendig stige med en vis afstand til tårnet. På denne måde kan servicefolk hvile skuldrene mod tårnets indervæg undervejs op mod nacellen.

På billedet verificerer redaktøren af vores spanske websted, at det faktisk er en praktisk idé.

Beskyttelse mod maskineriet, brandsikring og elektrisk isoleringsbeskyttelse er reguleret af en række nationale og internationale standarder.

Under servicearbejdet er det afgørende, at vindmøllen kan stoppes helt. Ud over den mekaniske bremse kan rotoren fastlåses med en stang gennem hovedakslen for at hindre eventuelle bevægelser i de mekaniske dele.