Sammenfattende synes det rimeligt at drage følgende slutninger om fabriksvirksomheders og industriens betydning:
- I en række tilfælde kan beliggenhedsmæssig, kraft- eller råstofstedbunden virksomhed af industriel art ses at være årsag til opkomsten af en bymæssig bebyggelse (fx Assent cementby), samtidig som:
- Et stort antal fabrikker og teglværker kom til og forsvandt igen uden at have bevirket en bymæssig udvikling.
Møllefrihedens indførelse 1862 bevirkede i første omgang en fremgang i antallet af møller (især af vind- og dampmøller), fra begyndelsen af 1900-tallet dog en ny nedgang. Nogen egentlig byudvikling alene forårsaget af nyoprettede kornmøller synes ikke at have fundet sted. - Industri synes oftere at have været en følgesvend til en tidligere igangsat bymæssig udvikling end dennes årsag. I landdistrikterne synes industriens beliggenhed, især fra omkring 1870, samordnet med baneanlæg (oprettelse ved eller omflytning til stationsbyer). For tiden mellem 1890 og 1906 synes at være sket en omfattende forskydning af håndværk og industri, idet der skete en samling af håndværk og industri i købstæder og bymæssige bebyggelser – ikke mindst stationsbyer – på bekostning af de “rene” landområder.
- Til gengæld er industri og fabriksvirksomhed i sin karakter befolkningssamlende og dermed bydannende eller byvækstfremmende (dette gjaldt især i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet). Da industrien ikke er stedbunden men har hele landet (og udlandet) som sit mulige opland, kan den sprænge de rammer for befolkningsudvikling, som andre oplandsrettede tjenester begrænses af.
- Industrialiseringen skete både i købstæderne og i landdistrikterne, men tidsforskudt, idet udviklingen begyndte lidt tidligere i købstæderne (fra omkring 1840, egentligt gennembrud 1855-1870) end i landdistrikterne (fra omkring 1870, gennembrud 1885-1900), jf. nedenstående oversigt. For købstædernes vedkommende synes industrien fortrinsvis samlet i forstæder og nye bydele, for landdistrikternes vedkommende i bymæssige bebyggelser.
- Industrialiseringen skete både ved oprettelser af helt nye industrier fra begyndelsen indrettede med mekanisk kraft og ved ibrugtagning af mekanisk kraft i gamle virksomheder. I flere tilfælde (både i købstæderne og byerne) ses en udvikling fra traditionelt håndværk over storhåndværk (voksende antal ansatte, markedsrettet produktion) til egentlig industriel virksomhed.
Købstædernes industri opsugede en stor del af den befolkningstilvandring, der skete i anden halvdel af 1800-tallet: således voksede hovedstadens industrisysselsatte fra omkring 10.600 i 1855 over 21.400 i 1873 til omkring 44.800 i 1897. Samtidig bevirkede fremvæksten af en egentlig industri, at forlagsvirksomhederne efterhånden forsvandt, først på landet (1855-1870), siden tillige i købstæderne (begyndelsen af 1900-tallet).
Industrien spillede en særlig stor rolle i første del af 1900-tallet og nåede sit højdepunkt 1930-45, hvor et stort antal købstæder og andre byer havde mere end halvdelen af befolkningen sysselsat ved håndværk og industri. Det er sandsynligt, at industrien alene udgjorde mere end en tredjedel af sysselsætningen i disse byer.
Industriens befolkningssamlende rolle blev stadig mindre gennem 1900-tallet som følge af stigende pendling (både med hensyn til andelen af sysselsatte, der pendler, og med hensyn til pendlingslængden). Som følge heraf var det sysselsætningsmæssige skel mellem land og by næsten forsvundet ved udgangen af det 20 århundrede.