På andelsselskabets smørmejeri
I tiden mellem 1885 og 1900 voksede et stort antal nye byer op, og de fleste nye byer blev fra starten forsynede med oplandstjenester foruden en eller flere større eller mindre industrivirksomheder: andelsmejeri, savværk, cykelværksted (ofte kaldet “cykelfabrik”), maskinværksted (ofte en videreudvikling af en oprindelig smedie og ofte kaldet “maskinfabrik”), maskinsnedkeri, mølle, bryggeri eller maltfabrik, teglbrænderi/teglværk, cementstøberi, undtagelsesvis sukkerfabrik, margarinefabrik. Desuden fik en del byer marked, højere skole, bank eller sparekasse, forsamlingshus, brugsforening og lignende. Ved siden af stationsbyerne voksede også et mindre antal industri- eller oplandsbyer uden tilknytning til en jernbane.
Tiden var kendetegnet af dels en voldsom stigning i antallet af forædlingsvirksomheder i de bymæssige bebyggelser, dels i disses udbredelse. Det bemærkes, at udviklingen dækker over et stort antal oprettelser, et mindre antal nedlæggelser og desuden en række flytninger. Udviklingen bekræftes dels af et antal bymæssige bebyggelser, hvor andelen af industrielt sysselsatte voksede fra 0.2 % i 1870 til 14.7 % i 1901 og mellem 25 og 30 % i de mest industriprægede byer, dels af en oversigt over antallet af sysselsatte i virksomheder med mindst 5 ansatte, der voksede fra omkring 8.000 i 1872 til omkring 14.000 i 1897.
En sammenligning af sysselsætningen for håndværk og industri i 1890 og 1906 i landsognene som helhed viser en yderst sammensat udvikling: omkring ⅓ havde tilbagegang, ⅔ fremgang. En nøjere gennemgang antyder, at tilbagegangen især ramte landsogne uden bymæssig bebyggelse, fremgangen derimod skete først og fremmest i landsogne med bymæssig bebyggelse. Dette antyder, at der i virkeligheden skete en vis samling af håndværk og industri på bekostning af ”rene” landområder.
Købstæderne udviste i samme tidsrum en stærk industriel og befolkningsmæssig udvikling.