Om hands-on midt

Industrien spiller en afgørende rolle for Danmarks fremtid, da næsten halvdelen af dansk eksport stammer fra industrien. Det er indtægter, der skaber arbejdspladser, vækst og finansierer store dele af vores velfærdssystem. Uden industrien smuldrer vores velfærdsmodel. Som udviklingen ser ud nu, er flere virksomheder i gang med at flytte produktionen tilbage til Danmark.

Få kender imidlertid de faglærtes betydning. Derfor handler den offentlige debat ofte om frafald, mangel på praktikpladser og umotiverede unge. Dagsordener, der står i skarp kontrast til behovene, hvor prognoserne viser, at der i 2020 vil mangle 30.000 faglærte i industrien. En situation, der i sidste ende kan betyde, at industrivirksomhederne må flytte til udlandet.

Vækstforum for Region Midtjylland har derfor iværksat en målrettet indsats for regionens industrivirksomheder, hvor ét af initiativerne er en særlig imagekampagne, der har 2 primære mål:
– At styrke industriens image ved at synliggøre den store betydning, den har for vækst og velfærd
– At profilere de store job- og karrieremuligheder, som erhvervsuddannelser og industrien konkret giver adgang til.

Erhvervsskolerne Mercantec, AARHUS TECH, Tradium og Herningsholm Erhvervsskole står for gennemførelsen af imagekampagnen Hands-on Midt, hvor der netop er fokus på at synliggøre de store potentialer i industrivirksomhederne og samtidig at motivere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

Hands-on Midt kampagnen arbejder tæt sammen med den landsdækkende Hands-on kampagne. Se her.